Lakse-satayspid med jordnøddesauce

Du skal bruge
- 450 g laksefilet uden skind og ben
- 2 spsk brun farin
- 1 fed knust hvidløg
- 1 tsk spidskommen
- 1 citron
- 1½ tsk fiskesauce
- 2 løg
- 1 spsk rapsolie
- 100 g ristede peanuts
- 2 cm ingefær
- 1 spsk kokosmel
- 1 lille dåse tomatkoncentrat
- 1 tsk karry
- evt. ½ chili
- 4 dl vand
- salt
- ris
- råkostsalat af hvidkål, rødkål, gulerod og rødløg
Sådan gør du
- Skær laksen i 1 cm tynde skiver. Træk forsigtigt laksen på små træspyd. Rul evt. den tynde ende sammen, inden du trækker laksen på spidet.
- Bland farin, hvidløg, spidskommen, fiskesauce og 1 spsk citronsaft sammen til en marinade, og hæld over laksen. Lad laksen marinere, mens du laver jordnøddesaucen.
- Hak løgene, og svits dem i olien i en gryde.
- Tilsæt peanuts, revet ingefær, kokosmel, tomatkoncentrat, karry og evt. finthakket chili. Tilsæt vand, og lad sucen koge i 15 min.
- Blend saucen til puré, hæld den tilbage i gryden, og tilsæt saft af resten af citronen. Smag til med salt.
- Varm en pande op, og steg laksespidene 1 min. på hver side.
Servér lakse-satayspidene med ris og råkostsalat, og brug peanutsaucen til ris, fisk og som dressing på råkosten.
Tip: I stedet for laks kan du anvende ørred eller tun.